Hvorfor kun KØB?

Vi oplever desværre at rigtig mange bestillinger ikke bliver afhentet.

Eksempelvis ved forpremieren af ICE AGE, ringede billethungrende gæster hele formiddagen, for at bestille, eller blive skrevet på venteliste, idet salen var helt booket, og dermed udsolgt. Selv om nogle af de billetlystne gæster mødte op til forestillingen alligevel, (I håb om uafhentede billetter), endte vi alligevel med 32 ledige pladser i salen. Dette da hele 62 bestilte billetter ikke blev afhentet.

62 uafhentede billetter svarer til 36,5 % af alle sæder i salen.

Det er rigtig uheldigt, både for os som virksomhed, og for de gæster der gerne ville have budt deres børn på en god oplevelse i biografen. At gæster går forgæves, eller at gæster sidder på 1. række, mens der er uafhentede pladser på sofarækken, er ikke i orden. Det er ingen tjent med.

Derfor vil der fremadrettet være lidt begrænsninger på hvilke forestillinger det er muligt at bestille billetter til. Eksempelvis til forpremierer, halvprisvisninger, og store premierefilm.

Kollektiv straf er selvfølgelig aldrig løsningen. Og ligesom nogle er dårlige til at afhente deres billetter, er mange tilsvarende gode. Dog mener vi, at det at gå i biografen ikke afviger væsentligt fra andre kulturtilbud og andre billetsalgssituationer. Det er i dag ikke muligt at reservere billetter til en koncert, til et teaterstykke, til cirkus, til færgeafgangen, til flyrejsen eller lignende. Alle andre end os, har helt fjernet muligheden for at reservere overhoved.

Har man købt en billet hos os, kan denne selvfølgelig altid refunderes. Har man købt billetten i vores billetkontor, kræver det dog at man møder op i biografen for at få den refunderet. Har man købt den over Internettet, kan man nøjes med at kontakte os telefonisk. Så tilbagefører vi pengene til det betalingskort billetterne er købt med. Det er nemt, og en service de færreste af de ovenstående kulturtilbud tilbyder. Købte billetter skal dog senest refunderes 30 minutter før filmens start.

Vi håber på denne måde, at så mange som muligt får deres yndlingspladser og at så få som muligt går forgæves.

BIOGRAFEN KANTEN